Om

INSTRUKTØREN OM FILMEN
Man vil med rimelig grund kunne argumentere for, at vor civilisations undergang må være en tragedie. Det faktum at vi sandsynligvis selv bærer ansvaret for denne undergang, gør kun det hele end mere tragisk. Men som instruktør bærer jeg på en ambition om, at skabe en komisk road-movie gennem millioner af år til den fjerneste afkrog af verden. Anledningen til at jeg ønsker at gribe det an som en komdie, er i erkendelsen af at vi som civilisation har haft en helt ubetydelig og parantetisk betydelse – både i forhold til evolutionens omfang og til den cykliske bevægelser af istider. Mennesket er dukket op på den denne klode flere milliarder år efter dens tilblivelse, og har i nogle få tusinde år, bildt sig ind at det var af overordentlig stor betydelse. Det sidste og ypperste led i evolutionen. Man kan kun se med lattermilde øjne på det besvær, med hvilket mennesket har savet den gren over som det selv sidder på. Det er angtsprovokerende og himmelråbende, at livet fortsætter efter at vi har gjort Jorden ubeboelig for os selv. Men vi må samtidig spørge os selv: Hvordan ser denne fortsættelse ud? Uden os? Hvad så? Hvorfor? Og ligger der ikke en film her?

I det nordøstligste Grønland ligger tidens gang eksponeret foran vores øjne i form af de forskellige lagdelinger som bjergene består af. Man kan se æonernes gang – og som tiden går vil vi også blive et lag i et bjergmassiv. Vi var denne her mystiske civilisation, der rendte rundt og lavede film.

Daniel Dencik, maj 2012